Motiveret kollegie ansøgning

- Hvad er det og hvad skal der stå?

Hvad er en motiveret kollegieansøgning?

En motiveret kollegieansøgning indeholder ofte muligheden for at skrive om hvem du er, og hvorfor netop du bør tildeles et kollegieværelse. Ansøgningerne gennemlæses og vurderes typisk af et kollegieudvalg, hvor de bedste ansøgninger bliver bedre stillet på kollegiets venteliste, rykkes langt frem på ventelisten, eller får tildelt et værelse inden for ganske kort tid efter ansøgningen.

Hvorfor lave en motiveret ansøgning?

Igennem en god motiveret kollegieansøgning har du mulighed for at få tildelt et værelse inden for forholdsvis kort tid, hvorimod de traditionelle ventelister hos administrationsselskaberne ofte er meget lange (ofte årevis for de populære kollegier). Igennem motiverede ansøgninger kan du både undgå de traditionelle og lange ventelister, og samtidig komme tættere på et værelse, eller ligefrem få tildelt et værelse umiddelbart efter ansøgningen – hvis din ansøgning altså er god.

På denne måde har du mulighed for at gøre noget aktivt for at få tildelt et kollegieværelse, og denne mulighed opfordrer vi altid dig som kollegiesøgende til at benytte.

Se videoen og bliv klogere på motiverede ansøgninger

 Du skal acceptere marketing-cookies for at se denne video.

Hvad skal jeg skrive i min motiverede ansøgning?

Der er naturligvis en række krav og formalier du altid skal sørge for at have styr på inden du går i gang med at skrive din motiverede ansøgning. F.eks. har nogle kollegier faste ansøgningsskabeloner der blot skal udfyldes, og de forventer hverken mere eller mindre. Andre kollegier beder derimod om, at du finder kreativiteten frem når du skal udforme din ansøgning. Egmont Kollegiet og Rigshospitalets Kollegium er nogle af de mest kendte kollegier, når det kommer til kreative og nytænkende kollegieansøgninger. Der var f.eks. en ansøger, som i tredje ansøgningsforsøg, lavede en drejebog om sig selv og derved lykkedes det vedkommende at komme ind på Rigshospitalets Kollegium. Et andet kreativt eksempel omhandler en ansøgers vision om at arbejde for et pariserhjul på Rigshospitalet Kollegiums tag. Vedkommende vedlagde tegninger af pariserhjulet i sin ansøgning og endte med at blive optaget på kollegiet. Desværre modtager Rigshospitalets Kollegium ikke længere motiveret ansøgninger, men har i stedet en almindelig venteliste, som du kan blive skrevet op på.

Er du ikke den kreative type, skal du bestemt ikke afholde dig fra at sende en motiveret ansøgning. Det hører sig nemlig til sjældenhederne, at ansøgningerne alene måles på kreativitet. Din skriftlige formåen i ansøgningsskemaerne spiller også en rolle.

HVEM ER MODTAGEREN AF DEN MOTIVEREDE ANSØGNING?

Før du begiver dig ud i en motiveret ansøgning skal du først sikre dig, at din uddannelse matcher kollegiets regler for tildeling af kollegieværelser. Nogle kollegier tager kun imod studerende med en lang videregående uddannelse, andre tager kun imod studerende fra bestemte universiteter eller studieretninger og nogle optager kun kvindelige studerende. Uanset uddannelseslængde, institution osv., findes der kollegier for alle typer af studerende. Som medlem af kbh-kollegier.dk skal du blot indtaste din uddannelsesinstitution (CBS, KU, DTU, Niels Brock, Metropol mm.) og herefter finder du de kollegier, som du er berettiget til at ansøge.

Når du har fundet de kollegier, som du er berettiget til at ansøge, skal du undersøge ansøgningsproceduren og hernæst hvem der skal bedømme ansøgningen. I de fleste tilfælde er det eksisterende kollegianere fra et indstillingsudvalg, som vurderer de motiverede ansøgninger. Når du ved hvem der vurderer ansøgningerne, ved du også hvem du skal henvende din ansøgning til, og på den måde kan du med fordel vinkle indholdet herefter.

Hvordan vil du bidrage til et socialt og velfungerende kollegieliv?

Behandles den motiverede ansøgning af eksisterende kollegianere, er dit ønske om at bidrage til kollegiets sociale fællesskab ofte meget afgørende. I din ansøgning bør du derfor fokusere på, hvad du kan bidrage med for at gøre kollegiet til et endnu bedre sted at bo. De kollegianere som vurderer din ansøgning, ligger mange frivillige timer i kollegiet, og ønsker at fremme det sociale liv, hvilket kræver engagerede beboere. Det kan være at du har en vision om at starte et nyt udvalg på kollegiet, lave filmaftener, madklub eller noget helt fjerde. Faktum er at de fleste kollegier har behov for frivillige kræfter og det kræver ildsjæle.

De eksisterende kollegianere ønsker på ingen måde, at tildele et værelse til en ansøger der gemmer sig på sit værelse, og sjældent deltager i sociale aktiviteter. Hvis du ikke ønsker at deltage aktivt i kollegiets aktiviteter, bør du seriøst overveje om kollegielivet er noget for dig, og du bør genoverveje om du overhovedet skal sende en motiveret kollegieansøgning.

Alternativet er i stedet at skrive sig op på ventelister til nogle af de kollegier, der tilbyder værelser/lejligheder med eget køkken. Disse boliger er ofte omfattet af et mindre socialt liv, da beboerne kan vælge fællesarealer og dermed det sociale liv til og fra som det ønskes.

Du kan holde øje med ledige kollegieværelser på vores forside, hvor vi opdaterer med ansøgningsfrister, ledige værelser m.m.

UNDGÅ DE LANGE VENTELISTER OG KOM I GANG MED DE MOTIVEREDE ANSØGNINGER. SOM MEDLEM KAN DU FINDE 46 KOLLEGIER, DER TAGER IMOD MOTIVEREDE ANSØGNINGER.

Accepter venligst Statistikker, marketing cookies for at se denne video.